Ja, det er hårdt at få børn

Men behøver vi holde det hårde ved lige så længe, som vi gør? 

Om hvorfor naturen er indrettet til at mødre også har plads til at opfylde deres egne behov. Og hvorfor det er en god ide at gå i gang med det lige nu.

Sådan er naturen indrettet

Der sker noget med os, når vi bliver mødre. Og det skal der også. Pludselig står vi der med et lille væsen, der er dybt afhængigt af os og af, at vi er super opmærksomme på at læse og tyde dets signaler.

Hele vores nervesystem er tunet ind på at være tilgængelig og vores lille baby er designet til at vække vores opmærksomhed og omsorg, og til at hjælpe os til at sætte vores egne behov i anden række for en tid. Babygråden skærer i vores hjerter, og det reagerer vi på. Sådan er vi designet fra naturens side – for at kunne overleve. Vi føder så hjælpeløse børn, at de ville dø, hvis vi ikke reagerede så meget på deres signaler i den første tid, og vi ville som art være uddød for længst, hvis vi sløsede med det. Så det skal vi selvfølgelig tage alvorligt!

 

Det bliver ikke ved med at gælde liv og død

Der hvor det går skævt er, når vi fortsætter i årevis med at reagere, som om det gælder liv og død, når vores barn siger den mindste lyd, eller giver udtryk for et hvilket som helst behov. Nogle af os er så opmærksomme, at vi når at opdage og reagere på barnets behov, inden det selv når at mærke og give udtryk for det. Det er dels et stort arbejde for moren, og der er også en vis risiko for at ramme mere eller mindre forkert med behovsopfyldelsen, når vi reagerer, inden barnet selv når at mærke, hvad det reelt har brug for. 

Børn må gerne nå at mærke deres behov

Fortsætter vi for længe bliver det selvforstærkende, når vi vænner vores børn til, at de kan forvente at deres behov er opfyldt, inden de når at mærke det. Det giver på sigt sure og vrantne børn, der er uvante med at mærke deres behov og længsler. Det giver børn der er ikke ved hvad de skal stille op i mellemrummet mellem et mærket behov og et opfyldt behov, for de får ingen mulighed for at øve sig. De får derfor også svært ved at behovsudskydelse. Altså at kunne holde til en lille portion frustration.

De børn kommer til at virke krævende, utilfredse og måske også det man kan kalde uopdragne. Og mor løber endnu stærkere for at hjælpe dem. Men det hjælper ikke rigtig og udmattelsen presser sig på, ligesom følelsen af ikke at kunne finde ud af at være mor, selvom man virkelig gør ALT hvad man kan for at gøre det godt. 

Dine egne behov skal prioriteres igen

Som sagt er vi designet til at reagere som gjaldt det liv og død for en tid. For det gør det – for en tid. Men naturen er også smart. For når barnet motorisk kan begynde at bevæge sig væk ved egen kraft – helt fra det møfler sig udenfor tæppet på stuegulvet – til det kravler, og til det rejser sig og går og senere løber – der udvikler sig samtidig en større tolerance for ikke at få opfyldt sine behov lige med det samme.

Barnet kan godt holde til at møfle sig rundt på stuegulvet og måske helt ind under en stol, som det ikke kan finde ud af igen, og så ligge der lidt og sige lidt utilfredse lyde, mens mor er på toilettet eller hjælper en støre søskende med nogle snørebånd der driller, uden at det lille barn hverken er i nærheden af at tage skade eller dø. Og senere når det kan bevæge sig ud i verden, kan det også godt holde til at være kommet om på den anden side af huset eller om bag rutsjebanen på legepladsen, hvor der helt uventet står en kat, og så blive forskrækket. Det kan også godt holde til at være forskrækket og lidt frustreret i den tid, det tager at løbe tilbage til mor og blive beroliget. 

Det er ikke farligt, og man er ikke en dårlig eller uopmærksom mor, hvis ens barn har fået forvildet sig væk og kommer lidt oprevet tilbage. Barnet er designet til dér at begynde at følges med lidt frustration i mindre portioner, og det er der mange gode grunde til at give det mulighed for. Det tager tid at øve sig i at håndtere frustration, og det er en nødvendig kompetence at udvikle, hvis man skal blive et velfungerende helt menneske.

Jeg gætter på at du kan spotte mindst én voksen i din omgangskreds, der ikke er blevet hjulpet med at øve sig tilstrækkeligt i at håndtere sin egen frustration på en hensigtsmæssig måde. Det er både en udfordring for den person, men også for dem der er omkring personen. Bl.a. derfor er vi indrettet til at øve os i frustrationshåndteringskompetencer allerede fra en tidlig alder, og der er en mening med at vores børn skal have mulighed for at øve sig. Også selvom det er fristende som mor at tage sit barns frustration væk. Både for barnets, og for egen, skyld. Men det er en kortsigtet løsning. Og den kommer ærgerligt tilbage senere.  

Ny balance mellem dine og barnets behov

Derfor er det vigtigt, at du som mor begynder at give dig selv og dit barn lidt mere ro og lidt langsommere tempo, og at du ikke kommer springende til ved den mindste lyd hele vejen op gennem barnets barndom. Du skal selvfølgelig trøste dit barn, når det har brug for det, og det skal ikke ligge og græde alene. Men allerede efter et halvt år handler det ikke om liv og død i samme grad mere, som da din baby var spæd, og endnu et halvt år og et helt år længere fremme ser det markant anderledes ud. 

Du kan derfor godt begynde at blive en ny balance mellem behov i familien samlet set. Du behøver ikke længere sætte alle dine behov allerbagerst, men kan begynde at lægge nogle af dem i puljen igen. Det kan være små ting som at gå på toilettet uden at have nogen med. Eller sige ”Jeg vil gerne lege med lego med dig, når jeg lige har siddet her og drukket den her kop kaffe, mens den er varm. Men start du bare, så sidder jeg lige her”. 

Har du større børn, måske teenagere, er det også relevant lige at tage et tjek af, om de (i din bedste mening) bliver snydt for nogle muligheder for at udvikle nogle kompetencer, de får brug for i deres liv. 

Så hvorfor skaber vi ikke bare helt automatisk den balance mellem alles behov, når nu naturen har indrettet sig til det? Det gør vi dels ikke, fordi naturen også har indrettet os sådan, at der for manges vedkommende lander endnu et spædbarn i familien, relativt kort efter det første,  og så starter liv og død fornemmelsen igen. Og fordi naturen også udfolder sig i en kultur. Og der har vi fået sat os selv på arbejde. 

Dine behov må gerne prioriteres

Der er sket en stor udvikling i vores viden om børn og børns behov inden for de seneste årtier, og det er på mange måder rigtig godt. Der har heller aldrig været en mere opmærksom forældregeneration end den, der er i dag. Og det er på rigtig mange måder også rigtig godt. 

Men der hvor det bliver skævt er, når vi får fortalt os selv, at det at være der for børnene som en god forælder, er at være der 100% for dem – hele tiden. Og hele tiden sætte sine egne behov bagerst i køen. Som jo er så lang, at man aldrig når til dem. 

Der har heller aldrig været større mulighed for at spejle sig i andres redigerede virkeligheder – for det er jo det de er, redigerede – via de sociale medier, og der har heller aldrig været støre mulighed for at eksponere sin egen redigerede virkelighed. Om vi vil det eller ej, har vi fået rullet os ind i en forståelse af, at det at være en god forældre er at være forældre primært og en helt menneske sekundært – eller på 10. pladsen.

At det at være en god forælder er at kunne sætte sine egne behov bagerst – ikke bare i en periode, som det er krævet, men nærmest for altid. At det at være en god forælder er at være selvudslettende. 

Undgå at skyde dig selv i foden

Og lige præcis dér skyder vi os selv i foden. Igen og igen. For man kan godt holde til at sætte sine egne behov – også de helt basale – bagerst i køen for en tid. Men ingen kan holde til det altid. Heller ikke selvom vi virkelig prøver. Det bliver vi gnavne og utilfredse og kortluntede og depressive af. Hvad skulle vi ellers blive? Og fra det sted er det meget svært at være en rummelig og opmærksom (og alt det andet alle eksperterne siger, vi skal være) mor for sine børn. 

Jeg ser den ene mor efter den anden i mit arbejde og i mit personlige og private netværk, der får sat sig selv i den helt umulige klemme, hvor successen er at være der 100% for børnene og aldrig være irriteret eller utålmodig eller vred, samtidig med at hun selv er så fuldstændig uopfyldt og helt udmattet, at den er en utopisk og umulig opgave at stille sig selv.

Det hele kører i et opslidende loop. Udmattelse, utilfredshed med egen indsats som mor, baller der klemmer sig endnu mere sammen og behov der bliver skubbet endnu længere bagud, nye forsøg på at være den ”rigtige” mor, ny utilfredshed med ikke at lykkes, endnu et negativt input til selvbilledet, nye aftaler med sig selv om at tage sig mere sammen.

Hvordan kan det andet end at gå galt med den model?

Kære mor 

Så kære mor, hav tillid. Tillid til naturen, til dit barn og til, at der også er plads til dig. Og hav tillid til at det er vigtigt, at du begynder at tage den plads. NU! Dels for din egen trivsels og livsglædes skyld. Og hvis du ikke synes det er gyldig nok grund, så lyt her: Tag også din egen plads for dit barns skyld. Det er også vigtigt for dit barn.

Det har brug for plads til at øve sig i at udvikle vigtige kompetencer. Det har brug for en mor, der er i nogenlunde balance. Det har brug for at bive vist, hvordan man lever sit liv, som et helt menneske, der (selvfølgelig!) også sørger for at tage sig godt af sig selv. Dels er det meget rarere for barnet at være sammen med en mor, der sørger for at have plus på kontoen og dermed kunne være mere stabil i relationen til barnet. Og på den lange bane er det en gave for barnet at have fået sådan en skabelon for at leve et liv, der giver plads til at være et helt menneske (med helt naturlige og legitime behov) med sig. 

Tænk hvis du havde fået sådan en skabelon med dig….

Alt det bedste til dig!

Bedste hilsner
Heidi

Læs mere om hvordan du som mor kan begynde at tage plads til dig selv her.